Beliggenhed

Borre Kirke på Møn. Herskabet i vogn og til hest hilses af to bønder. 1810

Borre sogn strækker sig fra nordkysten og næsten til sydkysten, og omgives mod nord af Østersøen, mod vest og syd af Elmelunde sogn, og mod syd og øst af Magleby sogn. Kirken ligger ca. 11 km øst for Stege. De overvejende ler-og sandmuldede jorder er i midten af sognet lavtliggende, idet en sænkning her går tværs over øen (Borre Sø med Borre Mose, Borre Sømose, Borre Enge), men både den vestlige og østlige del (sidstnævnte hører til Høje Møn) er højtliggende. Højeste punkt, Orebjerg, 48 m, ligger mod nordøst, i den vestlige del er det højeste punkt Egebjerg, 44 m. Fra disse, som fra Ålebækgård, Lisbjerg, Brunhoved o. a. er der vid udsigt. Mod vest ligger skoven Råby Oved og den afvandede Råby Sø. Gennem landsbyen går landevejen Stege - Møns Klint og landevejen til Liselund.

I sognet er byerne:
Borre (ca. 1370 Østerburgh, 1664 Borrig), med den gamle købstadskirke.
Nørreby (Nørre Vestud, ca. 1370 Nr. Westhud).
Sønderby (Sønder Vestud, 1688 Sønder Westhud Bye).
Ålebæk (1407)
Nyborre (1596 Nyborge).
Råbymagle (ca. 1370 Raaby).
Nordfeld Kobbelhuse (Kobbel og koblerne forekommer mange steder på Møn og hidrører fra indhegnede græsgange for hestgarden).

Samlet areal er 2.381 ha. Beboere pr. 1. 1. 1959 var 1063 og pr. 1. 1. 2001 var 699. Hovedskolen i Borre, som havde til huse i det lange hvide hus bag den gamle smedie, var oprindelig rytterskole fra 1721. Der har været forskoler i Nørreby, Råbymagle og Ålebæk.
Det lavtliggende område, der strækker sig gennem sognet og tværs over øen, var indtil 1500-tallet en fjord, der senere tilsandede ved nordkysten og blev til en sø, senere en mose. I 1872 brød havet igennem og oversvømmede arealet - enkelte steder med vand til tagskægget.

Middelalderbyen

I middelalderen var Borre en købstad, som nød godt af det store sildefiskeri i Øresund, men da det gik galt for sildefiskeriet, og fjorden samtidig tilsandede, svandt byens muligheder for at hævde sig som købstad. Hertil kom at lybækkerne i 1510 fuldstændig ødelagde byen, og Stege blev efterhånden betragtet som den eneste købstad på Møn. Som et minde om købstadstiden er der fundet en række store fortøjningspæle for skibe som fortæller, at Købstaden Borre, med sin havn, lå på en ø i fjorden. Byens signet blev fundet i præstegården og viser en vagtmand på et vagttårn. Hvor borgen, som har givet byen navn, har ligget, ved man ikke. Ved krongodsets salg i 1768 kom det meste af sognet til at høre under Nordfeld Gods, kun Råbymagle by kom under Klintholm.

Borre kirke

Borre kirke er en anseelig og smuk senromansk teglstensbygning med mønstermurede felter, buefriser og tvedelte blændingsarkader. Den ældste del, skib og kor er fra begyndelsen af 1200-tallet, senere i middelalderen opførtes tårnet i vest, våbenhuset i syd (begge af munkesten) og sakristiet i nord (kridt- og munkesten). Efter at lybækkerne i 1510 havde ødelagt kirken - og efter fredsslutningen på egen bekostning genopbyggede den - blev kirkerummet overhvælvet. Sakristiet har blændingsudsmykket kamgavl og flere minuskelindskrifter fra 1516-17. Kirkens ydre udsmykning leder tanken hen på Lolland-Falsters kirker og skyldes påvirkninger fra Nordtyskland. Kirkens indre restaureredes i 1862, hvorved tårnrummet inddroges i kirken. Tårnrummet havde tidligere fungeret som gravkapel, og nogle kister, uden navn, blev nedgravet på kirkegårde. I 1869-71 blev kirkens ydre restaureret. Rester af gotiske kalkmalerier blev afdækket i 1903 og igen overhvidtet. Prædikestolen er renæssance og malet i 1591, mens altertavlen, der endnu har sit oprindelige billede (nadveren), er senrenæssance med årstallet 1697. En malmlysekrone er fra 1697, en anden fra begyndelsen af 1700-tallet, en ny trædøbefont. Tårnuret menes at være fra 1596.


Sit egentlige knæk fik købstaden Borre da lybækkerne som nævnt overfaldt og ødelagde byen i 1510, og om end Frederik III i 1648 fornyede byens købstadsprivilegier, var den dog i virkeligheden allerede ophørt med at være købstad. I Borre ministerialbog siges der - om privilegiernes stadfæstelse (fra præsten Bredals beretning fra 1763) - at "handelen tog mægtig af efterdi indløbet var så tilstoppet, at de store skibe kunne ikke gå ind, men kun små skuder". Endnu i 1697 strakte Borre Sømose sig dog et stykke syd for Ålebæk og Nyborre, og var ca. 4 km lang og 500 meter bred, og endnu i 1763 besejledes indløbet af både. Navnet på en lille eng, Dommerengen, er endnu et minde om byens storhedstid, ligeså en bjælke fra det gamle domhus. Nedenfor den store Risbanke ved Nørre Vestud er der truffet rester af en gammel teglovn, hvori fandtes store røde munkesten - som Borre kirke er bygget af. Den gamle oldtidsvej gik over Skaglevadssluse, den nuværende Søndre Landevej, det anes endnu af de mange gravhøje langs vejen. Også en stenbrolægning vest for Borre var der spor af.

Skoler og forsamlingshus

Slagterforretning

I 1894 blev Borre Forsamlingshus bygget som det, mod vest, sidste hus i byen. I 1941 blev pumpestationen opført og sømosen afvandet. Den gamle præstegård (tidl. Magistratsgården) blev revet ned i 1928 og en ny præstegård blev opført i Nørreby. På tomten fra præste - og magistratsgården (hvor der opførtes ældreboliger) fandt man en gammel fangekælder. Det ses endnu på husenes facader, at landsbyen Borre har haft et stort forretningsliv. I 1974 lukkede bl.a. den sidste slagterforretning. Nu er der bare bageren og Brugsen tilbage.

Sognets skoler lå i Borre, Nørreby, Ålebæk og Råbymagle. Borre skole var en af Kong Frederik den Fjerdes Rytterskoler. Den er mange gange udvidet ved tilbygninger, sidst i 1907. I året 1911 oprettedes der et Andels-elektricitetsværk i Borre sogn, men i 1929 overgik det til Sydøstsjællands Elektricitetsværk, der afhændede maskiner m. m. Selve bygningen, den nu nedlagte filial af Møns Bank, blev ombygget og benyttet af Borre Tekniske skole, der ejedes af håndværkerforeningen.

Borre omkring 1900

Østmøns Cementvarefabrikker A-S, der havde grusgrave og støberier både i Ny Borre, Klintholm havn og Mandemarke, blev oprettet som Aktieselskab i 1917. Dets formand var rentier Niels Peder Rasmussen, Kraneled. Allerede i 1910 havde J.P. Jensen påbegyndt en Cementvarefabrik i Borre og på sin derværende ejendom bygget et cementstøberi. I 1917 sammenlagdes der nogle forskellige cementvare-fabrikker. Selskabet erhvervede et areal i Ny Borre, og hertil flyttedes Borre gamle cementstøberi. Der opførtes en beboelsesejendom, og i 1932 flyttede J.P. Jensen hertil som leder af hele cementvarefabrikkens virksomhed og som regnskabsfører for selskabet. Efter at de tre cementvarefabrikker var lagt sammen til et aktieselskab, tog fabrikationen betydelig til, og der produceredes ikke alene sten til bygningsbrug, men tillige tagsten, rør, balustre m.m.

I Ny Borre blev der i tiden omkring 1860'erne dannet en friskole, der senere igen nedlagdes. Dens bygning blev solgt til et interessentskab, der stiftede "Ny Borre Andelsbageri", der havde over 450 andelshavere og i 11 år blev bestyret af bager Christian Petersen. Interessentskabets første formand var gårdejer Lars Peder Larsen. Andelsbageriet der var oprettet i 1891 nedbrændte i 1906 og den nuværende bygning opførtes samme år.
Borre sogn har gentagne gange været hærget af ildebrande, og en af de værste var den der fandt sted i midten af 1860'erne, da hele den række bygninger, der lå modsat skolen, nedbrændte.

Smedien

Borre er en af de få landsbyer, der trods sin store udvikling bibeholdt sin gamle bysmedie. Ganske vist var smedien, der lå ved skolepladsen, i sin helhed præget af den nyere tid. Den oprindelige gamle bysmedie, der hidrørte fra omkring 1780 lå i den vestre ende af byen, men flyttedes senere, vistnok i 1828, til sin nuværende plads. Ved den store brand i 1861, hvor alle husene fra skolen og vestefter brændte, blev smedien skånet. I 1878 eller 79 ombyggedes den i størrelse 8 gange 10 alen. Samtidig blev et gammelt hus, som lå i en lavning ved siden af smedien nedrevet og hele gadepladsen planeret. En del af denne blev taget i brug som legeplads for skolebørnene. Senere blev der tilbygget beslaghus og lagerrum m.m

Siden århundredskiftet er der sket en meget betydelig fremgang indenfor byggeriet i Borre sogn. Langs vejen fra Sønder- og Nørreby og helt til Ny Borre er der bygget ikke så få nye ejendomme. Denne udvikling har også omfattet sognets håndværk, handel og industriforetagender.
I 1907 nedsatte Jørgen Jensen sig som urmager i sognet, og han var den første i dette fag her på pladsen. Han var af gammel urmagerslægt, hans bedstefader var urmager i Damme.

Holme købmandshandel blev etableret i 1910, ejendommen lå tæt ved saftstationen. Det kan roligt siges, at da en ny ejer købte ejendommen og overtog forretningen, kom der fart i virksomheden. Siden han overtog i 1920 er der gang på gang blevet udvidet, og der blev opført store nye lagerskure. Til selve hovedbygningen blev der tilbygget en anselig veranda, der gav bygningen et større udseende, og i 1930 udvidedes forretningen, idet der oprettedes en speciel afdeling der omfattede bøger, blade, lædervarer m.m.. Denne afdeling stod i direkte forbindelse med købmands-afdelingen.

Sukkerroeproduktionen

Vi er ved at have tømt vores kilde der omhandler Borres historie, det meste af det vi har tilbage omhandler enkeltpersoner, som meget få vil have interesse i. Men der er en side vi ikke har berørt, nemlig sukkeroeavlen, den har altid betydet meget for Møn.

Stege sukkerfabrik åbnedes i 1883 og var baseret på fire saftstationer rundt omkring på øen. For at transportere roerne anlagdes omkring 1894 en roebane samt et omfattende spornet på fabriksområdet, og det trafikeredes med hestetrukne roevogne. Desuden anlagdes i 1894 en hestebane ved Holme Saftstation, hvor roearealerne lå ret spredt, og transporten besværliggjordes af ekstraordinært dårlige veje og et meget bakket terræn. Banen gik fra Holme saftstation sydpå til Busemarke og Mandemarke nær Klintholm havn. Banen anlagdes som de øvrige roebaner med 700 mm sporvidde og der anskaffedes 36 toakslede roevogne. Hestedriften blev også her efterhånden uøkonomisk, især da det bakkede terræn nødvendiggjorde to heste for at trække bare tre små vogne, således at der var op til 18 heste i drift i kampagnen. Desuden ønskede man at udvide banen, så det besluttedes at overgå til lokomotivdrift også på Møn, samtidig med den store omstilling af roebanerne på Lolland i 1910-11.

I 1911 anlagdes den nye roebane fra Bøgebjerg til Råbymagle, hvorved roebanen ved Holme saftstation kom op på 11 km sporlængde. Samtidig udførtes forstærkninger af sporet på den gamle linje, og en remise af træ opførtes i Holme. Der anvendtes på Møn ikke flytbare markspor, men flere gårde havde egne læssepladser langs banen.

Dampdriften indførtes med et eneste lokomotiv, en lille Henschel-maskine, meget lig Nakskovs små trekoblede, men udført firekoblet for at mindske akseltrykket. Samtidig indførtes bogieroevogne af standardtype på Holmebanen, hvor man i 1930 havde 48 stk., mens vognene ved Stege fabrikken tilsyneladende var af Maribotypen.

Da der ingen kørsel med lokomotiv foregik udenfor kampagnen, havde man ingen fast lokomotivfører. Hvert år inden kampagnens start ansattes en lokomotivfører, i mange år en lokal maskinmester. Lokomotivfører og fyrbøder måtte så foretage alt vedligeholdelsesarbejde på maskinen på det lille værksted i remisen. Efter sigende har lokomotivet dog et par gange været på værksted på Lolland for at få foretaget større reparationer, og imens anvendtes på Møn et af de små lollandske trekoblede lokomotiver. Det var til tider svært at få egnede lokomotivførere til sæsonansættelse, og engang var man uheldig at få en afskediget, fordrukken statsbanefører, der endte med at køre lokomotivet gennem remisens bagvæg! En ny remise opførtes, men denne gang af mursten.

Det lille mønske banenet blev som den første roebane udkonkurreret af den fremvoksende lastbiltrafik, og driften indstilledes i 1935. Saftstationen fortsatte frem til 1949, hvorefter roerne måtte transporteres med bil til Stege. På sukkerfabrikken i Stege overlevede nogle få interne spor i ganske få år, men var ude af brug i 1938. En del af vognene sendtes i 1935 sammen med damplokomotivet til Nakskov, og lokomotivet endte sine dage på Majbølle Saftstation under fabrikken i Nakskov.