Borre og omegns Borgerforening

Lidt om Borre by


Vis stort kort
Landsbyen Borre ligger lige midt i det naturskønne område på Østmøn - ca. 10 km fra Stege og 6 km til Møns Klint. Byen er gennemskåret af Klintevej, og der er nogle mindre småveje til siderne.

Borre set fra Sønderby Bakke

Kommer man kørende vestfra ser man fra toppen af Sønderby Bakke ud over det storslåede landskab. Borre ligger i dalsænkningen og er domineret af den store rødstensbyggede kirke, og i det fjerne et par grå siloer.
Sønderby Bakke

Kirken

Ellers består byen af ældre huse - lav bebyggelse. Mange af husene er mere end 100 år gamle. Kirken synes alt for stor til denne landsby, men det skyldes, at Borre for mange år siden var en havneby med købstadsrettigheder. Efter at indsejlingen sandede til, blev byen mindre.
Borre kirke

Forsamlingshuset

Borre er i dag en hyggelig landsby med flere samlingssteder, udover kirken har den et rigtig godt forsamlingshus, der bliver flittigt brugt til både fester, foreningsmøder, kulturarrangemen-ter m.m.

Butikker

Dagli'Brugsen, som er velassorteret, kan vel også kaldes et samlingssted. Af andre butikker kan nævnes Flor@ntik, som handler med antikviteter og blomster. Byen havde indtil begyndelsen af 2012 sit eget bageri, hvortil folk kom langvejs fra for at købe rigtig hånd­værks­bagt brød.

Smedjen

I den gamle smedje, der ligger på kirkepladsen, er også indrettet en lille butik, der i sommerhalvåret sælger håndlavede ting, lidt antik og en masse søde små ting - en rigtig pigebutik.

Det gamle alderhjomshjem

Det tidligere alderdomshjem er ombygget til ældreboliger, og i tilknytning hertil et mødelokale (med køkken), som også bruges af menighedsrådet.

Skolesituationen

Skole findes desværre ikke mere i byen. Efter sammenlægningen af flere skoler for 25-30 år siden, ligger hovedskolen nu i nabobyen Hjertebjerg - kun 2 km vestpå. Den har 7-8 klasser, og derefter samles børnene i den meget nye Stege Skole - også fra Vestmøn. Der findes en god skolebusordning.

Naturen omkring Borre

Borre er et meget fredeligt sted at bo, og rigtig godt for folk der gerne vil være tæt på naturen. Som sagt er der kun ca. 6 km. til det storslåede Møns Klint område, med masser af muligheder for traveture i Klinteskoven på de mange anlagte stier. Det er faktisk muligt at fare vild i området. Så stor er skoven.

Liselund

Lidt kortere afstand er der til den romantiske park Liselund, der blev anlagt for et par hundrede år siden. Her findes en ro og skønhed uden lige.

Klintholm Havn

Har man lyst til en tur på havnen, er der blot 6 km. til Klintholm Havn, hvor der er rigtig havnestemning med både fiskekuttere og lystbåde og dertil en udmærket badestrand.

Større byer

Dersom man har brug for at købe ting, som ikke findes i Borre by, tager man blot til Stege, som har næsten alt i mange gode velassorterede forretninger. Der kører bus mange gange dagligt.
Til København er der ca. 1½ times bilkørsel. Flere og flere foretrækker transporttiden frem for at bo i København. I Borre kan man endnu købe et hus til en forholdsvis lav pris, selvom her også findes huse i millionklassen.